”Rammer og sprosser var til sidst så utætte at de udgjorde en markant kuldebro
I perioden 1857 – 1861 tegnede arkitekten Johan D. Herholdt det nye bibliotek til Københavns Universitet – på grunden langs Fiolstræde. Opgaven vandt han i en arkitektkonkurrence fordi Bibliotekskommissionen ikke kunne blive enige med datidens førende arkitekt, Gottlieb Bindesbøl, om dennes forslag. At udskrive en arkitektkonkurrence var en revolutionerende nyskabelse dengang og i øvrigt første gang man benyttede metoden omkring opførelsen af et stort offentligt byggeri herhjemme.
Arkitektkonkurrencen betød, at der var meget strenge rammer for byggeriet. Således var bygningens form og placering fastlagt og af brandhensyn blev det bestemt, at biblioteket skulle opføres i sten og jern. I overensstemmelse hermed blev den nygotiske bygnings bærende konstruktion udført i støbejern. Det var landets første større støbejernskonstruktion.
Særligt imponerende er bogsalen, med de markante støbejernsvinduer, hvor hvert vindue ned gennem salen giver lys til reolnicher, som danner individuelle læserum. Bogsalen benyttes blandt andet af specialestuderende, men jernvinduernes højde på over 3,5 meter resulterede i kraftigt kuldenedfald.
”Rammer og sprosser var til sidst så utætte at de udgjorde en markant kuldebro – som var meget ubehageligt for de studerende, der ofte sad i timevis i træk. Det var derfor tvingende nødvendigt at få skabt en tidsvarende arbejdsplads for de studerende”, fortæller sagsarkitekt Wiebke Engels fra Rørbæk og Møller Arkitekter, der sammen med Alu Design udviklede den rette forsatsløsning.
Det overordnede mål i projekteringen var, at forsatsvinduerne ikke skulle ses, men at deres effekt tydeligt skulle mærkes. Vinduerne skulle desuden være oplukkelige af hensyn til komfort og pudsning, og de skulle være solide og lette at betjene. ”Vi er meget glade for resultatet, og det er Kulturarvestyrelsen og ikke mindst de studerende også,” afslutter Wiebke Engels.
