I 1990 fik det populære gymnasium i Ordrup monteret forsatsvinduer i de gamle bygninger, som skolen har til huse i. I alt 4.000 kvadratmeter og mange hundrede vinduer. Det var arkitekten Erling Hansen, der anbefalede denne løsning, hvor ejendommenes smukke gamle vinduer kunne bevares, og hvor forsatsløsningen ikke kom til at skæmme for hverken arkitekturen eller lysindfaldet.
”Den bedste og den billigste løsning, fik vi at vide”, fortæller Frank Hansen, der har været pedel på skolen siden 1982. Og han husker da også tydeligt, hvordan indeklimaet blev væsentligt forbedret, efter forsatsvinduerne blev monteret. ”Vi har jo til huse i over 100 år gamle lokaler, og førhen var der ingen forsatsvinduer. Det betød at både elever og lærere var generet af træk og kulde om vinteren og det siger jo sig selv at indlæringsniveauet daler, hvis eleverne sidder og fryser”. Også varmeregningen faldt: ”Skolen var nærmest umulig at varme op om vinteren. I dag har vi ingen problemer med hverken træk eller kulde og i øvrigt en markant lavere varmeregning”, fortsætter pedellen.
Truet af lukning
Med til historien om Ordrup Gymnasium hører, at skolen op igennem 1980’erne var truet af lukning. Som den skole, der havde de mest nedslidte lokaler i området, lå den først for, da der efter Københavns Amts vurdering var for mange gymnasier i amtets nordøstlige del, mens der var for få i den vestlige del.
Men lærere og elever på Ordrup Gymnasium kunne ikke få øje på logikken i Amtets beslutning og gik til modoffensiv med krav om at høre saglige argumenter fra beslutningstagerne. Det skete gennem læserbreve i medierne, demonstrationer, bosættelse af skolen, og en kæmpe indsats fra eleverne, der i samlet flok fik malet og dekoreret deres skole efter kunstner og professor Poul Gernes instruktioner og layout.
Nedlæggelsen blev forhindret og man begyndte i stedet at afsætte penge til renovering. Heriblandt de nye forsatsvinduer fra Alu Design, så skolen nu kunne opvarmes jævnt året rundt og problemer med skimmelsvamp og fugtskader undgås.